For nogle år tilbage, da min læremester Sri Vasudeva var i Danmark for at holde et af de skønne retreats, vi arrangerede, havde vi - som altid, når vi var sammen - gode stunder med dyb samtale og her kom vi til at tale om venlighed.

Nogle få dage før, havde en - meget velmenende ven - sagt til min kære mand: "Du er ALT for venlig!" - altså underforstået, at der burde/skulle være grænser for venligheden.

Vasudeva og jeg gik på opdagelse i det - paradokset i, at man overhovedet kunne være for venlig. Hans svar var i øvrigt klart: Nej..! Det er altid muligt at være venlig – uanset hvad. Ikke anderledes end det fine citat fra Dalai Lama, som de fleste af os helt sikkert kender. Vi kan altid strække os lidt længere og bidrage fra hjertet.

Episoden og tanken dukkede op igen i denne uge, da jeg så to kollegaer på sociale medier skælde ud på folk, der sendte dem lange beskeder om deres livskriser i håb om et støttende ord. Mine kollegaer følte sig tydeligvis overskredet i nogle grænser, hvilket faktisk fik mig til at undre mig.

Jeg kom også til at tænke på traumeterapeuten Gabor Maté - som jeg jo er i intens og dyb uddannelse hos lige nu i hans virkelig, virkelig gode Compassionate Inquiry - der siger, at “compassion fatigue” – udmattelse af at give omsorg – intet har at gøre med at give for meget til andre, men alt at gøre med at give alt for lidt til sig selv.

Med andre ord: Hvis vi brænder ud eller føler os tappede, skyldes det ikke andres behov, men at vi har forsømt vores egenomsorg og selv-medfølelse.

Hvis du har fulgt mig længe, så vil du ikke være overrasket over, at jeg er grundlæggende uenig med mine kollegaer – for når vi oplever en mangel i os selv, handler det aldrig om de andre. Følelsen af at skulle sætte tydeligere grænser fortæller mig snarere, at der er et sårbart sted indeni, som stadig mangler omsorg og ubevidst skriger på beskyttelse.

Gabor Maté har gang på gang vist, hvordan mennesker der ikke føler sig set eller elsket, ofte opdager, at de selv har svigtet sig selv. De har ikke elsket sig selv nok, og dét giver smerten.

Når vi derimod begynder at hele og genopfylde os selv indefra, så er der pludselig rigeligt af overskud – både indadtil og udadtil. I den tilstand oplever vi faktisk, at ydre grænser bliver overflødige, fordi vores væren og balance i sig selv signalerer klart, hvem vi er, og hvad vi står for.

Grænser, frygt og sårbarhed

Ofte handler vores grænsesætning nemlig slet ikke om dem eller det, vi prøver at holde ude – det handler om det, vi holder inde i os selv.

Når vi tegner grænser skarpt op, skaber de først og fremmest afstand. Mange af vores grænser er i bund og grund bygget af frygt. Frygt for at blive såret, udnyttet eller afvist.

Som filosoffen Seneca klogt sagde:

“Vi er oftere mere skræmte end vi faktisk er skadet; vi lider mere i fantasien end i virkeligheden.”

Med andre ord kan vores frygt blæse truslen op til noget, den slet ikke er. 

Når vi føler os trygge, kan vi derimod tillade os at være mere åbne.

Når vi føler os sikre, kan vores grænser være fleksible og give plads til nærhed; men når vi føler os truede eller utrygge, bliver vores grænser mere rigide for at beskytte os selv.

Det giver jo mening – oplever vi fare, lukker vi af.

Problemet er, at hvis følelsen af fare i virkeligheden stammer fra gamle sår indeni (og ikke en reel trussel udefra), så risikerer vi at bygge mure omkring noget sårbart i os selv.

Forskere i traumer beskriver, hvordan mennesker der er blevet invaderet eller krænket tidligt i livet, ofte trækker sig og bygger mure op om sine mest sårbare følelser. Og når disse mure - grænser - bliver for rigide, ender man med at isolere sig selv og tro, at man altid skal klare det hele selv.

Så ja – grænser kan holde noget skadeligt ude, men de kan lige så vel holde vores egen smerte og behov spærret inde.

Så tilbage til spørgsmålet... og et par variationer over det...

• Er der grænser for venlighed?

• Er der grænser for medmenneskelighed?

• Er der grænser for kærlighed?

Og ja, jeg er helt med på, at disse spørgsmål kan virke provokerende, fordi vi er vant til at svare “Ja, selvfølgelig må man sætte grænser!” – især hvis man har været igennem svigt eller traumer.

Og ja - lad mig blot lige sige det for en god ordens skyld: Grænser kan være nødvendige, så længe vi endnu ikke hviler i os selv. Vi skal passe på os selv, absolut.

Men måske har vi slet ikke brug for så mange skyttegrave, som vi tror.

For jo mere vi heler vores indre frygt og smerte, desto mindre bange bliver vi for at give af os selv.

Faktisk tror jeg dybt i mit hjerte, at svarene på de 3 spørgsmål er: "Nej, Kærlighed og venlighed kender ingen grænser!"

For lige at gribe fat i Seneca igen:

“Dér, hvor der er et medmenneske; dér er der en mulighed for venlighed.”  

Når heling gør grænser overflødige

Og igen... ja, jeg er med på, at min fredagsmail til dig i dag kan føles udfordrende... måske endda provokerende. Men tanken bag er nu allermest, at den skal være inspirerende og måske vække nye tanker, refleksioner, mærkninger og opdagelser.

Lad os lave en lille øvelse sammen nu...

Forestil dig at hvile så sikkert i dig selv, at intet udefra rigtig kan ryste dig.

At du ved, du er god nok, præcis som du er.

At du føler dig grundlæggende elsket og hel – inde fra dig selv.

Fra det ståsted – “stedet under dine fødder”, som jeg ynder at kalde det – giver det sig selv, hvad du siger ja og nej til.

Her bliver grænser ligegyldige, fordi du navigerer naturligt efter kærlighed og integritet.

Du er dit ståsted, du behøver ikke længere at forsvare det med hegn.

Du har intet at bevise og intet at miste.

Dermed bliver ingen anden i stand til at vælte dig omkuld; du mister aldrig dig selv i mødet med andre.

Sid lige et øjeblik med lukkede øjne og lad sætningerne lande i dig...

...

Hvordan føltes det? Hvordan føles det?

❤️

Er det nemt at nå dertil?

Bestemt ikke.

Er det umuligt?

På ingen måde.

Det kræver først og fremmest, at vi får forløst en masse frygt og øver os på at give slip på overbevisninger, vi har fået fortalt om os selv og verden...

• at det er farligt at være menneske,

• at vi for enhver pris skal beskytte os selv,

• at vi dybest set er alene eller adskilt fra hinanden,

• at vi ikke er gode nok eller ikke fortjener kærlighed.

I stedet kan vi øve os i at opdage, at vi allerede har alt, hvad vi behøver, indeni.

At det ikke er farligt at være menneske – at vi tværtimod deler de samme sårbarheder og længsler.

At du hverken er forkert eller alene.

At du er fuldstændig okay, præcis som du er, og fortjener al den kærlighed verden kan tilbyde.

Med den erkendelse i hjertet falder de indre barrierer gradvist.

Som den persiske poet Rumi så smukt udtrykte det:

“Your task is not to seek for love, but merely to seek and find all the barriers within yourself that you have built against it.”

Med andre ord – din opgave er ikke at jage efter kærlighed eller opsætte hegn imod verden, men derimod at identificere og opløse de barrierer inde i dig selv, som hindrer kærligheden i frit at strømme.

Det smukke er, at når disse indre barrierer først forsvinder, så holder dine grænser heller ikke længere noget tilbage.

Du står frit og stærkt i dig selv.

Og så er der ingen grænser for, hvor meget godhed du kan give – eller hvor meget du kan rumme.

Der er ingen grænser for dig.

Kærligst,

PS!

Og endnu en gang. Ja, jeg er 100% med på, at det ikke er "bare lige". Jeg er 100% med på, at der kan - og ofte er - tunge traumeaftryk og opspændinger og måske også virkelig voldsomme begivenheder, som har sat sig i dig og i dit nervesystem, dine celler og i din krop. Det er også derfor, det ikke "blot" handler om at ændre dit mindset. Så enkelt er det ikke. Det sidder i kroppen og det skal forløses gennem kroppen.

Trygheden skal genskabes indefra og ud.

Helt klart.

Men.

Forandringen starter altid med en opdagelse. Fulgt af en accept af det, der er. Som skaber en indsigt.

Og herefter starter arbejdet med allerførst din beslutning (om at ændre, give slip, forandre, udvikle, vokse...) og så praksis, praksis, praksis... fulgt af fordybelse, fordybelse, fordybelse.... (Wax in. Wax off.) ... og omfavnelse af den nye dig... før erkendelsen, forløsningen, friheden indtræffer.

Alt det, er lige præcis dét, jeg er her for at hjælpe dig med.

Enten gennem et af mine onlineforløb, f.eks. FRA FRYGT TIL FLOW eller en 1:1 session - eller i mit skønne, store fællesskab HJERTERUMMET.

Hvis du mærker noget, der kalder i dig... en indre lillebitte flamme eller hjertebanken, der vil mere.... så kom med!

Jeg er her for at hjælpe dig.

Og... PPS! - du er altid velkommen til at sende mig en mail, hvis du har et spørgsmål, fx om hvordan du kommer videre derfra, hvor du er lige nu.

❤️