Min gode avis kører en lille sommerserie i disse dage.

Den handler om det at tage beslutninger.

Det er - som altid - super interessant at læse med og der er altid ret gode artikler, som sætter tankerne - og samtalerne her ved terrassebordet - igang.

Og.

Vi tager jo allesammen beslutninger hver eneste dag...

Mange af dem er rimeligt "lavpraktiske"... f.eks. "skal jeg sætte en vask over - og i så fald, hvilken og i så fald, hvordan skal jeg sortere tøjet.." - eller "hvad skal vi spise i aften?"... osv. osv.

Maden er i øvrigt et fint eksempel.

For beslutningsprocessen for, hvad vi spiser blander nemlig ofte de to "standard" beslutningsprocesser sammen.

Den rationelle beslutningsproces.
Og den emotionelle  beslutningsproces.

Den rationelle beslutningsproces kan - med mad - indeholde elementer som "er maden sund?"... "skal jeg have mere protein?"... "hvad koster tingene...?" - og den bruger vi f.eks. især, hvis vi laver madplan søndag eftermiddag - og så kan den emotionelle beslutningsproces blande sig torsdag eftermiddag, når trætheden blander sig.... "Aj, jeg har virkelig fortjent den kage!" (som jeg har SÅ meget lyst til).

Eller "hvad for noget tøj, skal jeg tage på i dag...?"... også her kan de rationelle og emotionelle processer blande sig lystigt, inden det endelig valg træffes.

Og alt det kan vi bruge en masse energi på - og en masse snak og overvejelser - både indre og ydre.

Men... hvad så med de lidt større valg, vi træffer i livet.

Livsvalg.

Paradoksalt nok er der mange af os, der oplever, at nogle af de helt store beslutninger, nærmest bare sker eller skete helt af sig selv. Vi gled mere eller mindre ind i dem.

Pludselig sad man i et job... måske var man pludselig chef. Pludselig blev man gift. Pludselig fik man barn eller børn. Pludselig boede man her.

Det kan alt sammen være meget godt, men vi oplever også ind i mellem, at vi ikke rigtigt helt opdagede, hvad der skete - før det mere eller mindre var sket... og hvor  i processen, vi sådan for alvor "tog beslutningen".

Og det kan godt skyldes, at det rent faktisk er svært at tage de lidt større beslutninger.

Den amerikanske psykiater Irvin Yalom peger på, at det ikke så meget er indholdet, men selve beslutningsprocessen, der er vanskelig at håndtere.

Fordi - når vi tager en af de lidt større livsbeslutninger - så kræver det også, at vi "løfter os ud af vores omstændigheder og gennemtvinger en forandring".

Men forandring er svær.

Måske endda... farlig.

Fordi det jo er nemmere at blive i den virkelighed, jeg kender... og det er nemmere at gentage det, jeg gjorde i går.

End at gøre noget helt nyt.

Mange gange handler det måske også om, at vi ikke er helt "hjemme" i os selv, inden vi tager beslutningerne.

Hvis du har fulgt mig længe, så ved du, at jeg har en særlig kærlighed for Lao Tzu og hans "Tao te Ching".

De fleste af os kender citatet herfra: "Den længste rejse starter med det første skridt".

Men.

Hvis man nørder i den oprindelige kinesiske tekst, så kan ordene også oversættes til:

"En rejse på tusinde mil starter under dine fødder."

Det lyder måske som en lille forskel – men det er det ikke.

I den første version, som mange bruger og kender, handler det om at bevæge sig – at tage skridtet, at komme i gang, at komme videre.

I den anden version ligger vægten på at stå i stedet under dine fødder.

At være hjemme i dig selv, lige dér hvor du er, før du overhovedet begynder at gå.

Og måske er det dér, vi ofte går galt i vores beslutninger.

Vi beslutter os for at ændre noget i livet, mens vi stadig er på flugt fra os selv.

Vi sætter os store mål – “jeg vil meditere hver dag”, “jeg vil spise sundt”, “jeg vil ændre mit arbejdsliv”, "jeg vil skilles"... – men vi glemmer at stå stille længe nok til at mærke, hvor vi faktisk står.

Og vi gør det samme, når vi så har taget det, vi tænker, er den store, vigtige beslutning... vi "tager det første skridt... det næste skridt... og det næste..." og glemmer at være i stedet under vores fødder, mens vi tager skridtene...

Vi glemmer simpelthen at mærke.

Vi ryger op i hovedet.

Og begynder også at bruge hovedet til at "efterrationalisere" vores beslutninger.

Det er ikke beslutningen søndag eftermiddag, der afgør, om du får ændret noget (en vane eller en livsindstilling eller noget helt tredje)  – det er de valg, du tager tirsdag morgen, torsdag eftermiddag og lørdag aften, når trætheden, fristelsen eller selvkritikken melder sig, som jeg også var inde på tidligere.

Og de valg afhænger af, om du er i stedet under dine fødder... eller om du er "konstant på vej".

Men... hvad gør du så, når du - måske lige nu, mens du læser denne lille fredagsmail - opdager, at du er "konstant på vej"?

Her kommer - allerførst - selvcompassion ind.

Jeg vil nærmest påstå, at selv-compassion er beslutningens stille brændstof.

En af eksperterne indenfor netop compassion og selv-compassion, Dr. Kristin Neff’s forskning viser, at mennesker, der praktiserer selv-compassion, har større vedholdenhed, når de arbejder med nye vaner eller mål.

Hvorfor?

Fordi skam og selvkritik lukker ned for læring og motivation, mens venlighed mod os selv holder systemet åbent. Når vi ikke bruger energien på at slå os selv oven i hovedet for “at fejle”, kan vi bruge den på at tage næste skridt.

Med andre ord: Beslutningens succes handler ikke kun om disciplin, men om den måde, vi taler til os selv på undervejs.

Vi kan ikke piske os selv til varig forandring – vi kan kun vokse ind i den.

I Flora Metoden® ligger beslutningen først som trin 4 – efter  opdagelsen, accepten og indsigtens stille lys.

Det er bevidst. For en beslutning, der træffes uden at være rodfæstet i accept af nuet, bliver som et frø plantet i løs sandjord.

Står vi ikke “under vores egne fødder” – i kontakt med vores reelle tilstand, vores ressourcer og vores begrænsninger – så skrider underlaget hurtigt, når vanerne begynder at stritte imod.

Og det vil de.

For vaner er ikke onde – de er bare gamle løsninger, der ikke altid passer til dit liv i dag.

Men.

Når det er sagt.

Så vil jeg også lige holde dig blidt på skuldrene og kigge dig kærligt ind i øjnene og sige: Stå stille et øjeblik, ven.

Tag altid det mindste skridt – på fast grund - som giver dig succes.

Måske er din opgave ikke at storme ud i en stor forandring.

Måske er det først at stå stille længe nok til at mærke, hvor du er – uden skam, uden flugt.

Og derfra vælge det mindste skridt, der føles muligt.

For når du står fast under dine egne fødder, kan selv det mindste skridt være begyndelsen på en rejse, der holder.

Ikke fordi du gik længst eller hurtigst – men fordi du gik med hele dig ❤️

Kærligst,

PS!

Nogle gange ... aj... faktisk altid .... har vi brug for et kærligt sted... et kærligt anker... et holdepunkt, der altid er der for os. Uanset... om vi har gode venner eller ej... og det er her HJERTERUMMET kommer ind.

Mit online univers, som ikke alene giver dig en KÆMPE mængde værktøjer, forløb, kurser osv. - men også giver dig faste og trygge hjerte-holdepunkter, som du kan regne med. Live sessions med mig 2 gange om måneden - plus nu - vores skønne NYHED: Fælles meditation (og lille snak) hver eneste mandag eftermiddag/aften. Og meget, meget mere. (Blandt andet et virkelig godt og stort kursusforløb med Flora Metoden©).

Jeg vil næsten sige... hvis der kun er én ting, du beslutter dig til - så lad det være at komme med i HJERTERUMMET 😍 - du vil blive overrasket over, hvor meget, du får med dig... ❤️

Og lige nu kan du endda komme med til en særlig god pris!

Se mere her >>>

* * * * *

Og... bare lige kort... alle pladserne på min HJERTEWEEKEND i november er snart væk. Hvis du vil have en af de sidste pladser, så kan du nappe den her >>>

(Og forresten, der er kommet én (1!) ledig plads på HJERTEWEEKENDEN her i august.... tag den her >>> )

Det samme med Master of Heart & Mind© uddannelsen, som starter i efteråret. Kun 2 pladser tilbage! Det er noget af det stærkeste, dybeste og mest forandrende, jeg tilbyder... se mere her >>>